Store Torv 9, 2. sal 8000 Århus C.  ( Vis på kort )* Tlf. 86 19 94 84 * Send os en mail her

 
 

Flot kørende til få penge

[ Tilbage ]

Hvis tanken om at købe egen bil får din bankrådgiver til at krumme tæer så tag et kig på Århus Delebilklub

Af Benjamin Rasmussen
Hvis ikke du skal bruge en bil hver dag, så er Århus Delebilklub måske en mulighed. Et indskud, et fast lavt månedligt beløb og udgifter efter forbrug kan gøre dig kørende uden økonomiske lommesmerter.

Århus Delebilklub er en non-profit forening, som bliver styret af brugerne. Den blev oprettet i oktober 1998 med 5 biler, og i december 2001 rundede den 135 medlemmer og 11 biler.
»Vores medlemmer udgør et bredt udsnit. Men alle er selvfølgelig over 23 år, da det er et krav fra foreningens side. Vi har mange børnefamilier men til gengæld ikke så mange pensionister,« forklarer næstformand Hans Lunde Jensen.

Dele fordele
For hver delebil er der seks-syv husstande, som ikke behøver at have deres egen bil, og medlemmer af delebilklubber kører, ifølge udenlandske erfaringer, mindre i bil, end de gjorde da de havde egen bil. Det er til gavn for bytrafikken og miljøet.
»Motivationen for at melde sig ind i foreningen er økonomi og miljø. Men de fleste tænker dog mest på det økonomiske,« fastslår Hans Lunde Jensen.
Som delebilist skal man bevæge sig et lille stykke, for at komme hen til delebilen. Det betyder, at man ikke så ofte vil vælge at benytte delebilen til de helt små ture.
Det koster 2000 kroner i indmeldelsesgebyr og 2000 kroner i depositum at blive medlem af Århus Delebilklub. Når indskuddet er betalt, så koster det 230 kroner om måneden i kontingent, hvilket er den eneste faste udgift. Foreningen har ingen krav om at man skal køre et bestemt antal kilometer for at beholde medlemskabet. Man kører lige så lidt eller lige så meget, som man ønsker.

Hvordan gør man?
Skal man bruge en bil så kan man enten booke den på internettet eller via foreningens bookingcentral. Man kan booke en bil et år i forvejen. Når det ønskede tidsrum begynder, henter man bilen på dens faste parkeringsplads, hvor nøglen opbevares.
Foreningen har to forskellige biltyper, Fiat Punto og Pegeout Partner. For Puntoen koster det 17 kroner i timen at benytte bilen og 2,25 kroner per kilometer indtil man runder de 100 så bliver det lidt billigere. Priserne for Partneren er lidt dyrere men for begge biler er det inklusiv benzin.
Hvis man for eksempel skal på en weekendtur til Ålborg og booker en Fiat Punto fra fredag kl. 18 til søndag kl. 20 så bliver prisen 807,50 kroner. I dette eksempel bliver der kørt 231 km i bilen.
Hos udlejningsfirmaet Hertz bliver prisen en lidt anden. Leje af en Opel Corsa fra for eksempel fredag klokken 12 til søndag klokken 12 koster alene 1071 kroner. Det er med 500 kilometer inkluderet, antal kilometer derudover koster ekstra, og så er der også lige benzinregningen.

Enkel afregning
Betaling for det samlede forbrug og kontingent opkræves en gang om måneden via PBS, og medlemmerne får tilsendt en faktura, der viser, hvor meget de har kørt, hvornår de har kørt og hvad det kostede.
»Vores målsætning er at gøre det så billigt som muligt for medlemmerne at gøre brug af en bil,« fastslår Hans Lunde Jensen
Det kan ikke betale sig at blive medlem, hvis man skal benytte en bil hver dag, eller hvis man kun skal køre et par gange om året. Men ligger forbruget et sted midt imellem er det værd at overveje.

[ Tilbage ]